En dag i april bevægede et sælsomt træk af menneskefugle sig
mod et sted i det sydlige Danmark. De kom fra alle kanter og søgte deres
rede i nærheden af den gamle kirke.
Her boede en svanemor med sin lille ælling. Hun vågede over den
store rede og tog sig inderligt godt af de forkomne rejsende og skaffede husly
og føde til dem alle. Hun sang så smukt for dem, for hun havde
en nattergal i maven. Når hun fortalte historier og viste dem smukke billeder
lyttede de alle som fortryllede og når hun sang, sang de med – det
var ganske mageløst.
En dag kom der til reden en troldmand, som kendte alle himlens fugle, deres
stemmer og deres boliger. Han var selv som en stor fugl, men lød hverken
navnet Skade, Falk eller Ravn. Han var en ugle lig hvorfor de kaldte ham uglemanden,
thi han var så klog og vidste alt. Når mange fugle fløj forbi,
kunne han tælle dem, selvom der var mange tusinde. Han puttede menneskefuglene
i et stort glasbur, viste dem hele verden og pegede på de små prikker,
som fløj forbi. ” Vibe til venstre, bramgræs cirka 1250 i
horisonten” skreg han. Videre ” Se musvåge til højre,
-gulmavet vejrhane på kirketårnet!” og så videre. De
blev ganske fortumlede, men fik til sidst så gode øjne, at de lærte
mange fugle at kende.
” Bare vi også kunne flyve ” råbte de.
” Så kig da på stærene!” skreg uglemanden”
de forstår at flyve”
Menneskefuglene hoppede på stedet, men kom ikke ud af det. Stærene
fløj højere og dristigere og morede sig over de store klodsede
menneskefugle. Til sidst klattede de hånligt på dem og gik til ro.
Uglemanden lærte dem, hvor vigtigt det var at tage på i vægt,
når man skulle på træk. Det forstod menneskene godt og gjorde
sig store anstrengelser, men at flyve kunne de ikke lære.
”Det er også godt at lære at flyve i tanken” trøstede
svanemor dem ” Jeg vil dog igen tale med uglemanden”. Og det gjorde
hun
” Så må de svømme” skreg uglemanden” Jeg
bringer dem til det store hav. Der kan de ligge på en banke og slikke
solskin, svømme, spise og gabe. Det passer nok bedre til dem”.
Og de kiggede på sælerne og spiste af havets frugter, men det smagte
dem ikke.
Så forlod uglemanden dem igen, de blev meget sørgmodige, men svanemor
muntrede dem op og tog sig af dem lige til den sidste dag, hvor de skulle flyve
fra reden og begive sig på træk igen..
” Vi have næsten fløjet” sang de ved afskeden i stor
taknemlighed.
Og det er ganske vist!
Knud W. Kastrup